Tilliden til elbranchen er tilbage: Danskernes tro på energiselskaberne stiger
Udgivet d. 18/11/2025
Tilliden til elbranchen er igen på vej op efter flere år præget af energikrise og usikkerhed.
Det viser den nyeste kundetilfredshedsundersøgelse fra EPSI Rating Danmark, som dokumenterer en markant forbedring i danskernes syn på deres elselskaber.
Kundernes tillid er steget signifikant det seneste år og nærmer sig nu niveauet før energikrisen – båret af større gennemsigtighed, bedre selvbetjeningsløsninger og tydeligere kommunikation.
– Efter flere år med tillidskrise står energibranchen igen stærkere – ikke på pris, men på troværdighed, siger Sofie Breum, Country Manager hos EPSI Rating Danmark, i undersøgelsen.
Du kan læse EPSI-undersøgelsen her.
Klarhed og lokal tilstedeværelse skaber tryghed
Kunderne oplever, at elselskaberne generelt er blevet bedre til at forklare deres produkter og gøre regningerne lettere at forstå. Samtidig er tilfredsheden markant højere blandt de kunder, der benytter digitale selvbetjeningsløsninger.
Det glæder SK Energi, fortæller salgschef Anders Esbensen:
– Tillid handler om ordentlighed og nærvær. Vi arbejder målrettet på at være tæt på vores kunder både digitalt og lokalt, og at gøre det let at forstå vores produkter. At tilliden nu stiger, viser, at branchen bevæger sig i den rigtige retning, siger han.
Proaktiv kontakt er fortsat en udfordring - men det kræver samtykke
EPSI peger på, at kun 15 procent af kunderne det seneste år er blevet kontaktet proaktivt af deres eget elselskab, mens hele 41 procent er blevet kontaktet af en konkurrent. Det viser, at branchen stadig har et stort potentiale på området, og EPSI-analysen henviser til, at der skal arbejdes på relevant proaktivitet ud mod kunderne.
Hos SK Energi vægter hensyn til lovgivning og kundernes ønsker dog højere, understreger Anders Esbensen:
– I SK Energi udfører vi ikke telemarketing. Vi kontakter kun kunder – egne eller potentielle – når de selv har bedt om det eller aktivt har givet samtykke til det. Det er afgørende for os, at kunderne oplever respekt for deres privatliv, og at vores henvendelser er relevante. Proaktiv kontakt giver kun mening, når den er ønsket, siger han.
En branche i bevægelse og et ansvar for fremtiden
EPSI-undersøgelsen tegner et billede af en branche, der er på vej ud af krisen og tilbage mod et mere stabilt tillidsniveau. Men den peger også på et fortsat ansvar: at elselskaberne skal fastholde gennemsigtighed, levere relevante kundeoplevelser og respektere kundernes ønsker om kontakt.
For SK Energi er udviklingen både en bekræftelse og en motivation, siger Anders Esbensen:
– Vi ser tallene som en klar reminder om, at tillid ikke er noget, man får; det er noget, man gør sig fortjent til. Derfor fortsætter vi med at have fokus på den lokale tilstedeværelse med personlig service, lokale rødder og en åben dialog med vores kunder, afslutter han.
EPSI-undersøgelsen
EPSI Rating Danmark er en uafhængig måling af kundetilfredshed i en række brancher og har målt siden 1999 i blandt andet finans-, telekom- og forsyningssektoren.
Målingen af energibranchen:
- 3.867 interviews med danske privatkunder
- Gennemført 9. september – 19. oktober
- Respondenter over 18 år med en el-leverandør
- Resultater måles på en skala fra 0–100
Hovedkonklusioner
- Tilliden til elbranchen stiger markant
- Kunder forstår deres regninger bedre end tidligere
- Digitale selvbetjeningsløsninger trækker tilfredsheden op
- Proaktiv og relevant kontakt er fortsat branchens udfordring
Læs vores seneste nyheder
Bliv opdateret direkte i indbakken
Få de bedste sparetips, information om konkurrencer, særlige fordele og de vigtigste nyheder om din elaftale samlet ét sted. Med vores nyhedsbrev går du aldrig glip af relevant viden og gode råd til hverdagen.
Udfyld formularen og vær med på strømmen!