Varmetab

Sådan reducerer du varmetab og bruger energien smart i vintermånederne

Udgivet d. 24/02/2025

Få simple, men effektive råd til, hvordan du reducerer varmetab i dit hjem og samtidig sparer på energien – uden at gå på kompromis med komforten.

Når vinterkulden bider, er det vigtigt at holde på varmen og samtidig bruge energien effektivt. Her får du simple, men effektive råd til, hvordan du reducerer varmetab i dit hjem og samtidig sparer på energien – uden at gå på kompromis med komforten.

1. Tjek dine tætningslister

Mange boliger mister varme gennem utætte døre og vinduer, og det kan mærkes både på indeklimaet og varmeregningen. Derfor er det en god idé at kontrollere tætningslisterne omkring døre og vinduer. Er de slidte eller utætte, bør de udskiftes.
 
En nem test er at føre en tændt lighter eller et stearinlys langs kanten – hvis flammen flakker, er der utætheder, hvor den varme luft siver ud, og kold luft kommer ind. Med nye tætningslister kan du mindske varmetabet og opnå en mere stabil temperatur i hjemmet.

2. Udnyt gardiner og persienner

Dine gardiner og persienner kan gøre en stor forskel for din boligs varmebalance. Om dagen kan du lade solen varme rummene op ved at trække gardinerne fra, især mod sydvendte vinduer. Når mørket falder på, bør du trække gardinerne for igen for at holde på varmen.
 
Især tunge gardiner eller termogardiner kan reducere varmetabet gennem vinduerne betydeligt og dermed spare på varmen.

3. Luft kort og effektivt ud

God ventilation er vigtigt for et sundt indeklima, men det kan hurtigt føre til unødvendigt varmetab, hvis det gøres forkert. I stedet for at have vinduer på klem i længere tid, anbefales det at lufte ud med gennemtræk i 5-10 minutter et par gange dagligt. På den måde sikrer du frisk luft uden at køle vægge, gulve og møbler unødvendigt ned.
 
Når luften udskiftes hurtigt, bevares varmen bedre, og du slipper for at bruge ekstra energi på at varme rummet op igen.

4. Sænk temperaturen og luk dørene

Selvom vinterkulden indbyder til at skrue ekstra op for varmen i hjemmet, så anbefaler vi at holde temperaturen på det normale – måske endda sænke den en ekstra grad, hvis den i forvejen er høj. Bare én grad lavere kan reducere opvarmningsomkostningerne med 5-10 %.
 

Hvis du så sørger for at lukke dørene til kolde rum, så du holder bedre på varmen, og måske finder det uldne tæppe eller den varme sweater frem, så kan hyggen stadig indfinde sig i hjemmet.

Book et gratis energitjek i hjemmet

Ved at følge de enkle råd kan du holde på varmen, bruge energien klogt og samtidig spare penge på din varmeregning – alt sammen uden at gå på kompromis med et behageligt og sundt indeklima.
 
Hos SK Energi deler vi løbende ud af vores sparetips og grønne råd til en mere miljørigtig og energibesparende hverdag. Det gør vi her på hjemmesiden og på vores Facebook-side – så hvis du ikke allerede følger os, så klik her og tryk ”Følg”, så du ikke går glip af de gode råd.

Ønsker du at tage skridtet videre og få at vide, hvordan din bolig bliver mere energibesparende og miljøvenlig, så book et gratis Energitjek hos Envafors. Her kommer en energivejleder ud og gennemgår din bolig fra kælder til kvist og giver dig det fulde overblik over, hvordan du bedst energioptimerer boligen.
 

Læs vores seneste nyheder

Når mørket falder tidligere på dagen, stiger strømforbruget i mange hjem, men med få,...
Fra i dag bliver strømmen dyrere i tidsrummet 17 til 21. Vintertarifferne skal mindske...
Skole, arbejde, fritid… hverdagen kører igen! Her får du 8 enkle tips til at...
Med EnergiSK Support får du strøm på samme vilkår som vores almindelige flex el-produkt...

Bliv opdateret direkte i indbakken

Få de bedste sparetips, information om konkurrencer, særlige fordele og de vigtigste nyheder om din elaftale samlet ét sted. Med vores nyhedsbrev går du aldrig glip af relevant viden og gode råd til hverdagen.

Udfyld formularen og vær med på strømmen!