Emil forandret – fra isoleret gamer til liv med venner, kæreste og uddannelse

10. oktober 2024

Sørby Esports er en lokal esportsforening, der med stor succes formår at kombinere gaming med socialt fællesskab. Klubben hjælper børn og unge ud af værelset derhjemme, så de ikke kun sidder alene og spiller computer. En af dem, der har fået et helt andet liv, er 24-årige Emil.

Emil Zacho Andersen har det meste af sit liv haft svært ved at være sammen med andre. Udfordringer med diagnoser har gjort det vanskeligt at skabe et socialt netværk og få venner, hvilket gjorde ham ensom og ked af det. Han er derfor en af de mange unge, der valgte at trække sig og bruge størstedelen af tiden foran skærmen - alene hjemme på værelset. 

”Før jeg startede her, var jeg ikke særlig social. Jeg tilbragte meget tid alene derhjemme. Men efter jeg begyndte at komme her, har jeg virkelig oplevet, hvad det vil sige at være en del af et socialt fællesskab. Nu deltager jeg i fester og sociale arrangementer. Det har virkelig åbnet mit sociale liv op,” fortæller Emil Zacho Andersen.

Forandringen skete, da han begyndte i Sørby Esport, der arbejder for at skabe fællesskaber gennem gaming. Foreningen tilbyder en bred vifte af undervisning og hold. Et af de populære hold er "Glade Gamere", hvor børn og unge får mulighed for at spille sammen med fokus på det sociale - i stedet for at sidde alene hjemme på værelset.

"Her handler det om at bringe børn og unge sammen, så de kan få nogle sociale relationer gennem gaming. Især hvis vi har nogle børn med diagnoser eller andre udfordringer hjemme, så er det meget nemmere at engagere dem i noget, de også synes er sjovt," forklarer Luca Huelle, der er projektleder hos Sørby Esport.

Støttekroner til større events 

Det succesfulde arbejde med børn og unge, der lige skal have et lille skub ud i det sociale, er blevet bemærket i lokalområdet. Energiselskabet SK Energi har derfor valgt at støtte Sørby Esport til at gøre en forskel for endnu flere. 

"Pengene, vi har modtaget, skal bruges til at skabe et event for udsatte unge, herunder unge fra bosteder. Det skaber bedre fællesskaber og bedre forbindelser til børnene. De spørger tit til træning, hvornår de kan komme til events, så at vi får den her støtte og derfor faktisk kan lave noget for dem, det er fantastisk," fortæller projektlederen. 

Fantastisk har forandringen også været for den 24-årige gamer Emil Zacho Andersen. Han har fået mere selvtillid og har lært at skabe relationer til andre. I dag har han en kæreste, er begyndt på FGU på erhvervsskolen og er nu også en del af en vennegruppe uden for gamer-miljøet. Han er stadig en del af Sørby Esport og kommer i klubben to-tre gange om ugen. 

"Hvis der er andre som mig, der sidder derhjemme og ikke rigtig ved, hvad de vil socialt, eller hvordan de skal blive en del af et fællesskab, vil jeg virkelig anbefale, at de kommer herop. Det giver noget helt særligt," slutter han.

Flere nyheder

Start året grønt: 3 gode råd til energibesparen...

2025 er allerede godt i gang, og et nyt år er en oplagt mulighed for at gøre en indsats for både miljøet...

Elpriserne i fokus: Hvad kan vi forvente i 2025?

2024 blev et bemærkelsesværdigt år for elmarkedet. For på trods af en rekordhøj elpris i december opleve...

Spar på energien juleaften uden at miste hyggen

Få enkle tips og gode råd til at holde energiforbruget nede juleaften, som du nemt kan følge uden at gå ...

Elprisen sætter ny rekord torsdag

Torsdag den 12. december rammer elprisen sit højeste niveau i årevis siden energikrisen i 2022. Mellem k...